Noelle er på udveksling i Frankrig

Svensk-canadiske Noelle er på udveksling i Frankrig, og hun er en af vores gæstebloggere.

#1 I Sverige, før takeoff

Mit eventyr startede denne sommer kl. 2 om natten en kølig morgen i Sverige. Da regionaltoget langsomt nærmede sig Arlanda, kunne jeg ikke lade være med at have sommerfugle i maven. Hvor ville jeg ende, og hvad ville familiens livsstil og interesser være? At bo på en gård på landet i Frankrig er naturligvis noget helt andet end at bo i en lejlighed i Paris' centrum. Hvordan ville skolen være? I Frankrig går man normalt i skole seks dage om ugen. Fag som filosofi og moralsk opdragelse er obligatoriske, og det hele foregår naturligvis på fransk. Noget af et skridt op fra at bestille en Croque Monsieur på en café. Ville jeg være i stand til at følge med?

Alle STS' forberedelsesmails og min mors mini-taler om, hvor livsforandrende en kulturel udveksling ville være, havde pludselig indhentet mig. Sommeren var som et tæppe under mine fødder, der pludseligt var blevet fejet væk. Jeg skulle ikke til Frankrig om et år, en måned eller endda en uge. Jeg skulle af sted nu.

Mit liv var pakket ned i en kuffert, der vejede lidt over 23 kg. Jeg havde sagt farvel, og nu stod jeg ved gaten og drak min sidste svenske kaffe lidt vemodigt. Jeg henvendte mig til to andre svenske STS-udvekslingsstuderende, der kunne kendes på deres knaldgule rygsække, som vi havde fået udleveret på et forberedelsesmøde et par måneder tidligere. Vi sludrede nervøst. Hvordan ville det blive? Ville vores sprogkundskaber være gode nok til at kommunikere med vores værtsfamilier? Ryger alle franskmænd en pakke cigaretter om dagen, går de med røde baretter og overskæg?

#2 Welcome camp i Paris

Som vi landede på fransk grund, prøvede jeg at kalde dette fremmede sted ”hjemme”. Det lød ikke rigtigt endnu, men det ville det måske om et par måneder. Jeg kæmpede med det faktum, at dette hverken var en rejse eller en forlænget ferie - jeg var her for at opbygge et nyt liv ... på fransk.

Da vi ankom, blev vi budt velkommen til en lejr, der gav os en blød landing. Der var studerende fra alle steder - fra Japan til Brasilien, Mexico til Polen, Bulgarien til Singapore og USA til Australien. Min værelseskammerat var en venlig mexicansk pige, som hjalp med at oversætte Bad Bunnys sange for mig, mens hun lod mig prøve hendes eksotiske slik, lige fra skiver af sukkerholdige jordnødder til lange, røde rør fyldt med ananasgelé overtrukket med tamarind og chilipulver.

I tre dage udforskede vi Paris og dyppede tæerne i det franske liv. Vi overlevede på baguettes og kager, kiggede på Eiffeltårnet, så Mona Lisa (eller skulle jeg sige La Joconde, som de lokale gør) i den smukke glaspyramide, som er Louvre, opdagede seje excentriciteter på Grevin-museet og for uundgåeligt vild i metroen. Vi strejfede rundt i det smukke Montmartre-område og holdt vores punge tæt ind til kroppen for at undgå lommetyve, mens vi besteg den hvide basilika Sacré-Cœur på dens top og beundrede de livlige markeder med gadesælgere, der solgte souvenirs og kunst, caféer med skrå tage og forskellige andre farverige seværdigheder.

Jeg vandrede sammen med en gruppe på fem andre udvekslingsstuderende. Vi havde gået hele dagen, og den sidste tur op ad bakken til Montmatre i hedebølgen havde slidt os op, så vi ledte efter et hyggeligt sted at sidde ned. Til sidst fik vi øje på en sød café med en stribet blå og hvid markise og et indbydende udendørs siddeområde, der strakte sig ud over de smalle brostensbelagte gader. Der gik et godt stykke tid, efter at vi havde sat os, og der var stadig ikke kommet nogen tjener, så en af pigerne rejste sig for at hente nogle af menuerne ved indgangen, som det er skik, hvor hun kommer fra. Mens hun gik tilbage til bordet, krydsede en dybt fornærmet tjener hendes vej, kiggede dømmende op og ned ad hende og skubbede derefter sin serveringsbakke og karklud i armene på hende, som om han ville sige "vil du have mit job?". Han tog ikke bakken tilbage, så hun satte den akavet fra sig på et bord i nærheden og undskyldte mange gange. Tjeneren grinede ikke, men fortalte os et par minutter senere (da hun ikke ville holde op med at rødme og undskylde), at det var en blague (vittighed). Det var vores introduktion til den berygtede franske ironi. Man siger, at det at forstå humor er noget af det sidste, man lærer, når man skal mestre et nyt sprog, og jeg må sige, at selvom jeg stadig ikke har forstået vittigheden, kunne mine nye venner og jeg til sidst grine af den.

Den aften tog vi på et middagscruise på Seinen, hvor vi nød en lækker treretters menu, mens vi oplevede Paris' skønhed fra vandsiden. Vi passerede elskende, der kyssede, venner, der holdt picnic med et glas vin, børnefødselsdage, salsa- og hiphop-dansetimer, smuk arkitektur og berømte broer og andre steder, der var nævnt i mange af de bøger, jeg havde læst, eller film, jeg havde set. Den romantiske udsigt fra Seinen kulminerede i en perfekt udsigt til Eiffeltårnet, der lyste op mod nattehimlen, badet i farverne fra det ukrainske (og svenske) flag.Fra toppen af båden vinkede vi til de forbipasserende, mens sommervinden strømmede gennem vores hår. Den uhøflige tjener var tilgivet. Et nyt kapitel var begyndt.

#3 At lære at kysse, eller lave "la bise" - en vigtig del at lære, når man tilpasser sig livet i Frankrig.

Dette skete tidligt i min udveksling.... Fremmede i badebukser og bikinier læner sig ind over mig for at kysse mig. Jeg er meget utilpas.Det er en af mine første weekender med min franske værtsfamilie, og vi er til poolparty. La bise, den klassiske franske hilsen, er en videnskab i sig selv. I sin grundform støder en person forsigtigt kinderne sammen med en anden person, mens man laver en kysselyd (dybest set som et luftkys). Den nøjagtige procedure afhænger dog af personen og regionen, hvor la bise udføres. Nogle laver ikke kysse-lyden. Nogle kysser faktisk den anden persons kinder. Nogle gør det én gang, andre to gange, andre igen tre gange. I de fleste dele af Frankrig kysser man højre kind først, men i den sydøstlige del af landet kysser man venstre kind først. Denne viden er altafgørende for at undgå, at det går galt, når den ene person svinger til højre og den anden til venstre, hvilket giver et næsten ægte kys læbe mod læbe. På trods af at jeg er blevet instrueret i alt dette, er jeg helt fortabt, da disse halvnøgne fremmede nærmer sig for at give mig en alt for intim hilsen. Heldigvis er vi lige ankommet til poolen, og jeg er stadig fuldt påklædt. Jeg rødmer bare ved tanken om at skulle gøre dette iført en bikini.

#4 Min placering i Frankrig

Som udvekslingsstudent på Classic-programmet ved man aldrig præcis, hvor i værtslandet man ender. Jeg blev placeret i Poissy, en rolig lille by i udkanten af Paris, i et behageligt hvidt hus med en rød port og en have med høns. Jeg bor hos en omsorgsfuld familie med tre teenagebørn, hvoraf de to bor i deres egne lejligheder i løbet af ugen, men vender hjem i weekenderne. Det er en dobbeltplacering, hvilket betyder, at en anden udvekslingsstudent, Alicia fra den tyske del af Schweiz, også bor hos familien. Vi er bofæller og giver hinanden venskab og støtte, mens vi begge tilpasser os rytmen i det franske liv.

Poissy viste sig at være det ideelle sted - kun 30 minutter med tog til hjertet af Paris, men stadig langt nok til at sove omgivet af stille gader og den luksus, at der er en hest i nærheden, når vi har lyst til at ride en tur i skoven. I weekenderne tager jeg gerne til Paris med venner så ofte som muligt. Et særligt mindeværdigt besøg fandt sted under modeugen i Paris i begyndelsen af oktober. Selv om min veninde og jeg ikke havde billetter til nogen modeshows, var der folk i skandaløse outfits overalt, og vi så endda et par berømtheder, som bare gik rundt i byen.

#5 Nogle kulturelle chok-øjeblikke på udveksling i Frankrig

På trods af en fantastisk placering og masser af advarsler kom omfanget af det kulturchok, jeg oplevede, i første omgang bag på mig. Jeg har skullet vænne mig til tilsyneladende urimelige spisetider (f.eks. aftensmad kl. 22), skoledage fra kl. 8 til 18, små manuelle biler og en helt ny måde at klæde sig på, for blot at nævne nogle få. Men som min værtsfamilie bliver ved med at minde mig om, er der et IKEA ikke så langt væk, hvis jeg nogensinde får for meget hjemve.

I Sverige kalder vi lærerne ved fornavn, da de betragtes som elevernes ligemænd. Her i Frankrig kalder jeg mine lærere Monsieur eller Madame efterfulgt af deres efternavn. Det er ikke noget nyt for nordamerikanere, men det overraskede mig, at lærerne også bruger den høflige vous-form over for eleverne, hvilket understreger afstanden mellem lærer og elev. De fleste fransklærere er ret strenge, men de venlige og støttende elever på mit gymnasium gør op for det. Engang i min filosofitime skulle jeg læse en meget kompleks tekst højt, og jeg snublede over passagen med en tvivlsom udtale. Da jeg endelig nåede til slutningen, bad læreren mig om at forklare teksten for klassen. Da jeg var færdig med at tale, brød klassen ud i klapsalver. Støtten fra mine klassekammerater løfter virkelig mit humør.

Selvom det til tider er hårdt, vil jeg opfordre enhver teenager, der har mulighed for det, til at deltage i en studenterudveksling. For mig har det været en meget styrkende følelse at lære, at jeg kan starte på en frisk i et nyt land, på en ny skole og på et nyt sprog, og stadig være i stand til at opbygge et godt liv for mig selv fra bunden på ret kort tid. Og hvis jeg kan gøre det, så kan du også!

#6 At lære fransk og prøve nye ting

Mit franske udvikler sig faktisk i et hurtigt tempo. Jeg overtager nogle af mine yndlingsargot (slang) fra mine jævnaldrende og lærer, hvordan jeg bedre kan udtrykke mig som en indfødt på dette fremmede sprog. Men som min værtsfamilie joker med, så vil jeg først kunne mestre en upåklagelig fransk accent og udtale, når jeg lærer at nyde at spise muggen ost, hvilket jeg endnu ikke har overvundet min afsky for.

I dette nye liv vover jeg at prøve ting, jeg aldrig har prøvet før. Min værtsfamilie er meget involveret i spejdere og MEJ (en katolsk organisation for børn), så nu er jeg også blevet involveret. Jeg er begyndt at spille volleyball og har fået gode venner der. Min værtsmor og Alicia spiller meget tennis, så jeg prøver også at spille tennis (på trods af middelmådig hånd-øje-koordination). Som en generel regel har jeg forsøgt at opgive gamle forestillinger om "jeg kan lide det her" eller "jeg kan ikke lide det her", og jeg udfordrer mig selv til at sige ja til enhver mulighed og give alt et forsøg bare for at se, hvordan det går. Indtil videre er det gået godt.