Mon Nov 10 2025
Hej! Mit navn er Harry, og jeg tog til Italien på mit udvekslingsår. Jeg boede i Cagliari på Sardinien i 10 måneder.

Jeg syntes, det virkede meget spændende at fordybe mig i en ny kultur med nye mennesker, et nyt sprog og selvfølgelig nye oplevelser. Et år, hvor jeg kunne finde ud af, hvad jeg ville, og udvikle mig som person. Jeg valgte at tage til Italien, fordi jeg forelskede mig i sproget og folks væremåde, da min mor og jeg var der på skiferie. Mit indtryk af italienerne var, at de var pratsomme, imødekommende og syntes at nyde livet. Det var noget, jeg gerne ville opleve og lære af.
Jeg syntes, at skolen i Italien var gammeldags sammenlignet med svenske skoler. Lærerne holdt for det meste foredrag, og vi lavede ikke noget gruppearbejde. Lærerne var mere autoritære end i Sverige, hvor man er mere som venner med sine lærere. En anden ting var, at man gik i skole seks dage om ugen, også om lørdagen. Skoledagene var dog korte, og man spiste altid frokost derhjemme efter skole. Skolen var meget udfordrende for mig i starten, især fordi jeg ikke kunne sproget. Men det blev selvfølgelig bedre med tiden.
Det var ret nemt for mig at få venner. Mine klassekammerater var meget imødekommende og venlige. De inviterede mig med fra starten. Jeg prøvede også altid at have noget at lave i min fritid. Jeg spillede meget fodbold og gik i fitnesscenter. Sport er en fantastisk ting, fordi man finder en fælles interesse med andre på sin egen alder.
Jeg blev også meget tæt knyttet til de andre udvekslingsstuderende på Sardinien. Nogle gange kan det være svært at være sammen med mennesker, der ikke rigtig forstår, hvordan det er at være udvekslingsstudent, så det var meget rart at have de andre udvekslingsstuderende. Mine bedste venner blandt de andre udvekslingsstuderende kom fra Mexico, Belgien, Bolivia, Danmark og Sverige. En af svenskerne boede meget tæt på det sted, hvor min svenske familie lige er flyttet hen, så nu er vi naboer i Sverige!
At bo hos en anden familie kan lyde skræmmende. Og i begyndelsen var det lidt underligt. Jeg blev placeret hos en familie med en mor og en værtsøster på samme alder som mig og en et år gammel puddel 🐶. Der var nogle kulturkløfter til tider, da der er en ret stor forskel mellem familiekulturen i Sverige og Italien. Men jeg vænnede mig hurtigt til det, og så blev min værtsfamilie og jeg meget tætte. De er nu som en ekstra familie, som jeg kan tale med om problemer, hvordan jeg har det, hvad jeg synes om forskellige ting osv. Min værtsøster har allerede besøgt mig i Sverige.
Jeg kunne ikke italiensk, før jeg kom til Italien. I starten var det svært og føltes næsten skræmmende, langt fra min komfortzone. Det var heller ikke særlig nemt at tale engelsk, da de fleste italienere ikke taler engelsk særlig godt. Men da jeg begyndte at forstå italiensk, blev det meget sjovere. Omkring jul besluttede jeg mig for virkelig at give italiensk en chance, og så gik det ret hurtigt. Da jeg vendte hjem til Sverige, talte jeg stort set flydende italiensk.
Bortset fra klimaet og skolen var den største forskel, hvordan folk er. I Sverige er folk lidt mere stille og reserverede. I Italien elsker folk mennesker og er meget imødekommende. De elsker at være sociale og kan være ret højlydte, hahaha.
Nej, haha. Jeg troede, at alt ville komme naturligt, jeg var ikke klar over, at det ville kræve en stor indsats at lære sproget.
Hvis du prøver og gør en indsats, får du resultater. Jeg har udviklet en slags »jeg kan godt«-mentalitet.
De mennesker, jeg har lært at kende, både familie og venner, og at opleve en anden kultur. Jeg vil altid have Italien og min værtsfamilie i mit hjerte. Desuden var det ikke så dårligt at bo på en middelhavsø med nogle af verdens smukkeste strande i et år...
100 %! Det er en helt unik oplevelse. Du vokser som person, når du bor sammen med mennesker fra en anden kultur. Det giver dig et nyt perspektiv. Og selvfølgelig er det også rigtig sjovt.