Study Abroad – for dig over 18 år
Empowering young people since 1958!

Øvrige omkostninger

Dine leveomkostninger vil variere afhængigt af det land du vælger at studere i. Vi vil hjælpe dig med at lave et realistisk budget, der dækker de udgifter, som kan opstå mens du bor i et andet land. De mest almindelige udgifter er som regel til mad og underholdning, skolematerialer, internet og telefonregninger, buskort og muligvis bolig.

Der er mulighed for at få SU, SU-lån, udlandsstipendium og udlandslån med til et studieophold i udlandet. Det kræver dog, at studieopholdet er et led i en dansk uddannelse og at dit danske uddannelsessted godkender, at studieopholdet giver fuld merit. Tager du en fuld bachelor- eller kandidatuddannelse i udlandet, er der også mulighed for at medbringe din SU.

Omkostninger før afrejse

Forsikring

De fleste uddannelser kræver, at du har rejse- samt ulykkesforsikring, der dækker under hele dit ophold, og selvom de ikke kræver det, er det stadig en rigtig god ide at have det. Så kontakt dit forsikringsselskab og forhør dig om mulighederne for forsikringer, når du skal studere i udlandet i længere tid!

Det er værd at bemærke, at nogle uddannelsesinstitutioner har deres egen sundheds- og ulykkesforsikringer, som er obligatoriske. Dette gælder for både SBCC og CSUMB. Hvis du vælger at studere på disse skoler, skal du have deres forsikring, og så er det op til dig selv, om du gerne vil have rejse- og indboforsikring.

Fly

Udgifterne til flybilletter vil variere fra studiested til studiested. Det er vigtigt, at du venter med at købe billetter før du har modtaget dit visum, især til USA. Der er flere gode steder, der tilbyder ”billige billetter”, hvor de sender en mail, når der er lave priser på de billetter du er på udkig efter. Eksempler kan være momondo.com eller skyscanner.com

Visa og pas

Hvis du gerne vil studere uden for Europa, har du brug for at sætte tid af til, at få søgt om et visum. Priser og procedure varierer fra land til land. For at læse mere om dette anbefaler vi, at du læser vores visum sider for det land du ønsker at rejse til.

Vacciner

Nogle af vores uddannelsesinstitutioner, kræver at du har fået nogle bestemte vacciner. Hvis du har fulgt det sædvanlige børnevaccineringsprogram, skulle dette ikke være noget problem, du skal bare kunne fremvise dokumentation for disse. Du sørger selv for at du får alle de vacciner du mangler. Her anbefaler vi at du kontakter din læge for alle detaljer og priser.

Hvis du rejser til Australien, og tidligere har rejst rundt andre steder i verden skal du gennem et læge tjek, for at sikre at du er rask. Kontakt os hvis du tror dette gælder dig.

Udgifter i løbet af studietiden

Selvom du har betalt den samlede pris for dit studie med STS Study Abroad, er det vigtigt at du er opmærksom på andre udgifter, som vil opstå i løbet af dit ophold i udlandet. Læs mere om dette nedenfor.

Bolig, depositum og rengøring af lejligheden

I STS Study Abroad Plus indgår der bolig i et semester, men der kan stadig forekomme nogle udgifter. Derudover står du selv for omkostningerne til din bolig efter første semester. Du får tilbudt at blive boende med STS ellers har du mulighed for at finde din egen bolig.

Hvis du rejser til Australien, kan du opleve at der kræves et depositum fra dig, for at dække eventuelle fejl eller mangler ved lejligheden, som ikke var der inden du flyttede ind. Du får selvfølgelig depositummet tilbage hvis du har behandlet lejligheden pænt. Dog vil nogle af boligerne beholde nogen af pengene for at kunne dække f.eks. tøjvask både i den tid du har boet der og efter du er flyttet ud.

Mad og fritid

Forbruget af mad er meget individuelt, så det er svært at give et konkret tal på hvor meget det løber op i. Vi anbefaler, at du laver et detaljeret budget for de udgifter du måtte have, så du er nødt til at kende de udgifter du har nu og beregne det ud fra dette. Det næste du gør er at omregne dit budget, til den valuta du kommer til at leve med. Vi kan blandt andet anbefale siden numbeo.com, der leverer gennemsnitlige omkostninger for flere varer og produkter i forskellige byer.

Mange skoler har også lavet deres eget budget, over hvor meget du skal beregne til mad, fritid, bolig mm.

Studiemateriale

I dag ligger det meste materiale online, og de fleste uddannelsesinstitutioner vil have et velassorteret bibliotek, hvor du kan låne de vigtigste skolebøger. Derfor vil prisen på studiematerialer være meget lav! Desuden er det muligt at købe brugte bøger og endda dele med andre medstuderende. Du vil få information om, hvad priserne er på materialerne i dit preliminary acceptance letter, men det er stadig godt at være opmærksom på denne udgift allerede nu.

Hvis du tager en kreativ uddannelse, er priserne på skolematerialerne ofte højere; du kan f.eks. have brug for kinesisk silkestof til en modekreation eller importere colombiansk fyrretræ, til den stol du laver, dette vil naturligvis være ret dyrt. Hvis du studerer fotografering, har du sandsynligvis dit eget spejlreflekskamera.

Estimeret budget

Få et bedre overblik over alle omkostninger til din rejse. Se her et eksempel på et budget for et semester på Santa Barbara City College.

Se estimeret budget